Lotte Kirkeby

Lotte Kirkebys tegnerliv tog for alvor fart da hun blev optaget på Den Kongelige Porcelænsfabrik. Det satte skub i tingene og retningen var dermed defineret. Der er ingen tvivl om at mange elementer fra det at være porcelænsmaler, inddrages i hendes tegninger. Hun tegner med en meget stor præcision og flere steder nærmest falder detaljerne over hinanden. De sirlige og velovervejede streger man oplever i Lottes tegninger, tyder på en vis perfektionisme. Tegningerne er gennemførte og intet overlades til tilfældighederne og der arbejdes i dybden med gråtonerne og lys og skygge.

Minimalisme

Lotte Kirkeby viser også at hun ved hjælp af ganske få streger kan skabe et hele og med det i mente at der kun skal ske ganske få fejl før værket ikke fungerer. Men jo mere man kan skubbe Lotte hen mod kanten og gerne ud over, jo mere pirres hendes medfødte nysgerrighed og hun kaster sig frygtløst over udfordringer. Det er her ilden tændes og inspirationen findes.

Mangfoldighed

Lotte Kirkeby kan, i kraft af sin
kunsthåndværkeruddannelse, beherske en lang række teknikker. Og hendes trofasthed overfor nysgerrigheden fører hende til alt fra porcelæn, keramik, glas over til akvarel, olie, akryl, blyant, kul og tusch.Hun eksperimenterer også med billeder, som er strømlinet og grafisk bygget op. Det er billeder, som umiddelbart fremstår som abstrakte, men er det langt fra. Motivet er så godt gemt i de præcise streger, så beskueren sættes på overarbejde for at finde det. Men får man "vendt øjet rigtigt" vil man kunne opdage det.
Lotte Kirkeby har fundet et personligt udtryk i sine værker og fylder, med sin blyant, sit eget liv, men heldigvis for os, som kigger med, beriges vi også ved hendes skabelse.

Af Kirsten-Marie Hedeland, Gallerist og Kunstskribent

(feb. 2012)